Nogle og tyve uden at lyve

næsten…

Igår blev jeg så halv halvtreds og fejrede det med en lang eftermiddagslur, risengrød til aftensmad og brunsvir’ til dessert.

Jeg sov hos en veninde, som lavede morgenmad til mig, mens jeg blev beordret ind i stuen og kunne se hvordan man laver leverpostej fra bunden i Go’ morgen DK. Jeg fik også fornøjelsen af at opleve Ida Wohlert spørge en flygtningefamilie i Danmark, om de kunne finde ud af at hygge i december. Det kunne de heldigvis – pyha!
Bortset fra leverståhejen var det en pisse hyggelig start på dagen! Det slog i hvert fald, dengang vi boede sammen og vi dagen inden min fødselsdag havde fået en ret så fedtet fjer på. Jeg blev vækket af en noget presset sømand, der hverken ønskede mig tillykke eller brød ud i spontan sang, men derimod bare sagde “tænk at du har fødseldag idag!” og derefter gik i seng igen.. Det rocker og ruller at have fødselsdag i årets mørkeste måned!

Vi tog et smut til Malmö i onsdags, for “at købe julegaver” og endte med at købe én julegave hver og så ellers ting til os selv. Jeg købte en hue af det pureste sølv og et te-krus, der forestiller en kat. Jeg ved tydeligvis, hvordan jeg forvalter min økonomi ansvarligt i årets strammeste måned.. Ahem.

Idag har jeg så til gengæld startet mit 26. år med at spise kolde risengrødsrester til morgenmad (haters gotta hate), drikke te af kattekruset og overveje om jeg er for gammel til cowboybukser med knurhår på knæene. Og om det mon er socialt selvmord, stadig at kalde det cowboybukser?

knurha%cc%8arcowboy
Derudover forsøger jeg også at lokke mig selv til at hoppe med på den miljø- og menneskevenlige olielys-trend. Indtil videre kan jeg altså langt bedre lide lugten af stearin og forgiftning end af lun olieprut og sundt indeklima.
Apropos prut, så skal dagen idag gå med at rydde op i grøntsagsskuffen i mit køleskab, da der kommer en umiskendelig odør af grøntsagsfis, der har overskredet sidste anvendelsesdato. Rustbunken trænger generelt til en kærlig og renlig hånd, men nu skal man jo ikke sætte ambitionsniveauet for højt – det er det som nytår er til for.

Nu vil jeg kaste mig over min chokoladekalender og læse ATS og WulfMorgenthaler i gårsdagens Politiken, som blev nedprioriteret (sammen med opvask og storskrald) til fordel for en 25-årigs eftermiddagslur. Gud forbyde, at man nogensinde bliver for gammel til det!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s